RØDBEDETATAR MED GRØNKÅL
På markederne i Frankrig kan man købe store flotte rødbeder, der er bagt i gløder og har en dyb og sød smag. Heldigvis kan man selv lave dem næsten lige så godt ved at bage rødbederne i ovnen.
INGREDIENSER
til 4 pers.
1 kg rødbeder
300 g grønkål
1 økologisk citron
100 g gedeost (en uden skorpe, kan fås i rulle eller i et bæger)
1 finthakket bananskalotteløg
1 tsk. stærk sennep
1 spsk. god mayonnaise
2 spsk. hakkede cornichons
olivenolie
SÅDAN GØR DU
Tilberedning ca. 25 min.
Rødbeder bagetid ca. 1 1/2 time
Bag rødbederne i ovnen ved 165 grader 1 -1 ½ time afhængig af størrelsen. Prik i dem med en nål – går den nemt igennem, er rødbederne møre.
Når de er færdigbagte, afkøles de, hvorefter de nemt kan skrælles med en lille køkkenkniv. Skær rødbederne i små tern og put dem i en skål.
Bland finthakket skalotteløg, finthakkede cornichons, sennep, mayonnaise og en spsk. olivenolie i rødbederne, vend sammen og smag til med salt og peber.
Riv skallen af citronen og læg det til side.
Bland gedeost med saften af citronen og smag til med salt og peber.
Skyl grønkålen, skær stænglerne fra og snit kålen i fine strimler. Lynsteg kålen i olivenolie på en varm pande.
Anretning
Enten kan retten serveres som salat eller portionsanrettet.
Hvis den skal portionsanrettes, gøres følgende: Fordel den stegte grønkål på en tallerken. Lav en cirkel af rødbedeblandingen i midten (i en anrettering, hvis en sådan haves, ellers brug en spiseske). Dressingen fordeles i cirkler over grønkålen. Afslutningsvis drysses med revet citronskal.
Hvis retten laves som salat, fordeles kålen på et fad med rødbedeblandningen ovenpå, herefter gedeostdressing og citronskal.