Galettes Bretonnes

Galettes stammer fra Bretagne, hvor der findes et utal af små spisesteder, der serverer disse sprøde lækre boghvedepandekager.

De kan varieres med et bredt udvalg af fyld. Dette er opskriften på 2 af favoritterne hjemme hos os. Den ene kalder vi ”den klassiske” med god landskinke, revet emmentalerost, tomater og et æg i midten. Den anden er "Chèvre & épinards", med fyld af spinat, gedeost, valnødder og honning. En lækker salt, sød kombination.

Galetternes dej er lavet med boghvedemel, som kan købes i større supermarkeder og helsekostbutikker. Boghvedemel har en lækker nøddeagtig smag. Galetterne er både en skøn weekend frokostret, men kan selvfølgelig også spises som aftensmad med en god salat til. Hertil hører selvfølgelig en tør fransk cider.

INGREDIENSER

til 8-10 galetter

 

Galettedej

1 æg

3,25 dl vand

150 g boghvedemel

1 nip salt

smør til stegning

 

”Klassisk fyld” (fyld til ca. 5 stk.)

emmentalerost, revet ca. 300 g.

god landskinke, 5 skiver

tomater, 3 stk.

æg, 5 stk.

evt. urter eller andet grønt

 

"Chèvre & épinards" (fyld til ca. 5 stk.)

frisk spinat, ca. 250 g.

gedeost, 2 ruller (180 g pr. rulle)

valnødder, ca. 120 g

5 spsk. flydende honning

SÅDAN GØR DU

Forberedelse ca. 20 min.

Tilberedning: ca. 20 min.

 

Man kan vælge at bage pandekagerne på forhånd, og derefter varme dem op igen på panden med lidt smør, inden fyldet puttes i.

Til galettedejen blandes boghvedemel og salt i en skål. Tilsæt ægget inde i midten af dejen og rør sammen til en tyk dej. Tilsæt herefter vand lidt ad gangen, rør godt rundt til dejen er helt ensartet. Lad dejen trække min. 30 min. i køleskabet. Den kan også med fordel laves dagen før. Dejen bliver tykkere af at stå, så tilsæt evt. lidt vand inden stegning.

Smelt lidt smør på panden og steg tynde pandekager.

"Den klassiske" 

Revet emmentaler fordeles rundt på pandekagen med undtagelse af midten, hvori et æg slås ud. Den revne ost holder dermed ægget lidt på plads. Fordel skinke og tomatskiver omkring æggeblommen. Steg færdig, til æggehviderne har sat sig. Fold siderne op om galetten og krydr med salt og peber.

"Chèvre & épinards"

En god håndfuld spinat fordeles på pandekagen, herefter 3-4 skiver gedeost. Hæld flydende honning over og fordel en lille håndfuld valnødder.

Siderne foldes op og krydr med salt og peber inden servering.

FØLG ´LA TABLE D'EGLANTINE´ PÅ INSTAGRAM